Fra 1920´erne til 1950´erne forsvandt snæbel-bestandene gradvist fra de fleste af de danske åer, der løber til Vadehavet. I slutningen af 1970´erne fandtes der kun en mindre bestand i Vidå og en endnu mindre bestand i Ribe Å. Det var de sidste steder snæblen havde overlevet.
I Holland var snæblen almindelig i mange af de store floder og flodforgreninger indtil omkring 1910-1915, hvor man begyndte at inddige og regulere flodmundingerne med sluser. På det tidspunkt faldt udbyttet af fiskeriet hastigt. I 1916 blev landet 3,3 tons snæbel, i 1918 1,2 tons og i 1928 115 kg . For at kompensere for de vigende bestande forsøgte man i perioden 1922 til 1939 at udsætte store mængder snæbelyngel i mundingen af floderne Ijssel og Maas, som er en del af Rhindeltaet. Udsætningerne gav intet eller meget begrænset resultat. Snæblen blev betragtet som definitivt uddød i Holland i 1938.
Også i Tyskland havde snæblen tidligere bestande i alle de store floder med udmunding i Vadehavet. For hundrede år siden blev der fanget omkring 30 tons snæbel. Bestandene forsvandt gradvist som følge af forurening og etablering af sluser og stemmeværker. Siden slutningen af 1980´erne har man i Tyskland forsøgt at genopbygge snæbelbestande i flere vandløb. Der kan genfanges snæbler nok til at vedligeholde et udsætningsprogram omfattende 100.000 til 200.000 sættefisk årligt, mendet er endnu ikke lykkedes at genetablere selvreproducerende bestande.