Snæblen (Coregonus oxyrhynchus) er nært beslægtet med den almindelige helt (Coregonus lavaretus), der kendes fra mange større ferskvandssøer og brakvandsområder.
Den mest iøjnefaldende forskel på helt og snæbel er snæblens spidse snude.
Snæblen opnår desuden en større længde og vægt end helten, og snæblen tåler højere saltkoncentrationer end helten.
Det giver sig udtryk i de to arters forskellige levevis og udbredelse. Snæblen bevæger sig ud og søger føde i det salte Vadehav, hvorimod helten primært er tilknyttet større ferskvandssøer eller fjordområder med lav saltkoncentration.
Snæblen gyder i vandløbene
Snæblen lever og vokser i det salte Vadehav - men om efteråret søger den op i de større vandløb for at gyde.
Men i forhold til mange andre fisk, er snæblen en svag svømmer, og kun vandløb med fri passage kan bruges som gydevandløb. Selv små styrt og opstemninger virker som effektive spærringer for snæblens vandring mod gydepladserne, og fisketrapper hverken kan eller vil den benytte. Den eneste form for fiskepassage, som snæblen med sikkerhed kan passere, er stryg med stor vandføring.
Snæblen gyder i de nedre og mellemste dele af vandløbene, hvor bundbredden er 5–6 meter eller mere. De gydemodne snæbler opsøger strækninger med god strøm, fast bund og forekomst af vintergrønne vandplanter. Gydeperioden er forholdsvis kort i 2-3 uger omkring november-december.
Snæblen gyder de klæbende æg frit i vandet, hvor de hæfter sig til vandplanter, sten og grus. En snæbelhun indeholder 20-30.000 æg pr. kg kropsvægt, mens en ørred til sammenligning kun indeholder 2-3.000 æg.
Hanfiskene bliver hurtigere kønsmodne end hunfiskene - nogle allerede som 2-årige, mens flertallet først gyder, når de er 3 år gamle. Hunfiskene er derimod normalt først kønsmodne efter 4 år.
På gydepladserne er kønsfordelingen blandt de gydemodne snæbler meget ulige. Normalt registreres betydelig flere hanner end hunner. Det er der to årsager til - dels bliver hannerne kønsmodne et år tidligere end hunnerne, dels opholder hannerne sig længere på gydepladserne end hunnerne.
Tilbagevandringen til Vadehavet
Efter endt gydning trækker fiskene atter ned i de nedre dele af vandløbene. Herfra vandrer de ud i Vadehavet i det tidlige forår frem til maj - sandsynligvis betinget af en stigning i vandtemperaturen.
Yngelens tilpasning til Vadehavet
Snæblen yngler med succes i nogle vandløb - men ikke i andre. Yngelens krav til miljøet fra æggene klækkes, til de unge snæbler når Vadehavet, er ikke så godt kendt som f.eks. hos ørreder og laks. Imidlertid tyder meget på, at det er i denne fase af fiskens livscyklus man finder en af de vigtigste grunde til snæblens tilbagegang.
Snæblens æg klækker i februar-marts måned, og de nyklækkede larver måler ca. 10 mm . På det tidspunkt kan de kan ikke overleve den saltholdighed, man finder i Vadehavet. Først i april/maj ved en længde af 30-40 mm ændres yngelens fysiologi, så de bliver i stand til, at tåle skiftet fra fersk- til saltvand. Yngelens naturlige opvækstområder i den mellemliggende tid er områder med stillestående vand som f.eks. oversvømmede enge, mindre søer, store åslynger eller lignende områder. Yngelen lever af det dyreplankton, som findes i store mængder i disse områder.
Om de små snæbler selv aktivt svømmer ud i Vadehavet lige som ungfisk af ørreder og laks, eller om de passivt føres ud med strømmen, vides ikke. Sandsynligvis når yngelen Vadehavet i april/maj måned, for først på dette tidspunkt har de nået en længde på 30-40 mm .
Snæblens afstamning
Snæblen er en laksefisk, der tilhører heltfamilien. Genetiske undersøgelser udført på danske snæbler og helt fra Nordsøen viser, at der kun er mindre genetiske forskelle, mens helt fra Østersøen er betydeligt genetisk forskellig fra dansk helt og snæbel. Den lille genetiske forskel mellem snæbel fra Nordsøen og helt skyldes antageligt, at snæbel og helt har udskilt sig fra hinanden for ganske nyligt i evolutionær tid, dvs. indenfor de sidste 10.000 år. Derfor er det sandsynligt, at danske helt og snæbel er indvandret efter sidste istid via det daværende Elben–flodsystem.
Snæblens levevis i skiftevis ferskvand og saltvand har givet den nogle vigtige tilpasninger, som helten ikke har, såsom tolerance for høje saltholdigheder og et andet fødevalg. Ud fra et populationsgenetisk og evolutionært synspunkt er det derfor meget vigtigt at bevare snæbelen.
Ud over vores snæbel findes andre bestande af snæbellignende fisk i Europa, bl.a. arter tilknyttet Østersøen og rene ferskvandsbestande i de store mellemeuropæiske søer. Der findes endvidere snæbellignende bestande i både Canada og Rusland. De er alle forskellige fra vores snæbel, som kun kendes fra Vadehavsområdet. Vores snæbel adskiller sig ved at være en vandrefisk, som gyder i vandløbene og opvokser i Vadehavet hvor saltholdigheden er høj (33 promille).