I forbindelse med en udvidelse af Karlsgårde Vandkraftværket blev den 10 km lange Ansager Kanal åbnet i 1945 for at udnytte vandet i Varde Å til energiproduktion. Varde Ås vand blev ledt gennem Ansager Stemmeværk og Ansager Kanal til Karlsgårde Sø, hvor Karlsgårdeværket var blevet etableret i 1920erne, da man gravede den ca. 7 km lange Holme Kanal. I dag producerer Karlsgårdeværket ca. 5 mio. kWh per år, hvilket svarer til ca. 1.000 husstandes årlige el-forbrug.
Med anlægget af Ansager Kanal mistede den dengang 20 km lange strækning af Varde Å mellem stemmeværket og afløbet fra Karlsgårde Sø ca. 90% af sin vandføring.
Ansager Kanal er dimensioneret til en vandføring på 15.000 l/s. Kun en mindre mængde (ca. 200 l/s) ledes året rundt til Varde Å gennem stemmeværket. I de perioder Sig Fiskeri har behov for mere vand, suppleres vandmængden i Varde Å med op til 1.500 l/s.
Snæbelprojektet
Når en genopretning af Varde Å nu er mulig, skyldes det ikke mindst at Syd Energi vederlagsfrit afgiver alle rettigheder til at udnytte vandet til vandkraftproduktion, idet man har erkendt, at det omgivende samfund nu prioriterer natur og miljø højere end vandkraft. Derfor indstiller Syd Energi driften på Karlsgårde Vandkraftværk i løbet af en 10-årig periode og støtter dermed Snæbelprojektet med 3,5 mio. kr.
I perioden 2009–10 udvides Varde Å på strækningen fra Ansager stemmeværk til afløbet fra Karlsgårde Sø, så den bliver i stand til at rumme hele sin oprindelige vandføring. Åen skal kunne transportere vandmængder på op til 15-20 m3/s – hvilket er 2-3 gange mere end de største vandføringer i åen i dag.
For at få plads til den øgede vandføring skal åen gøres bredere og dybere. Det sker ved at opgrave ca. 450.000 m3 jord.
Ansager stemmeværket fjernes, og den nuværende vandstandsforskel på 2,5 m udlignes. Det vil ske ved at anlægge et langt stryg, der vil gøre det muligt for snæbelen – og dermed alle andre fisk – at passere videre op i å-systemet.
Når alt vandet fremover bliver ledt til Varde å, vil Ansager Kanal ikke længere være vandførende. Den vil derfor blive fyldt op med de ca. 450.000 m3 jord man opgraver ved genopretningen af Varde Å. Det er dog hensigten, at Ansager Kanal i ét eller andet omfang skal bevares som kulturspor i landskabet.
I 1950erne regulerede man yderligere Varde Å på strækningen mellem stemmeværket og udløbet fra Karlsgårde Sø ved at afsnøre 35 åslynger mellem Hessel og Nørholm. Derved blev strækningen 15,5 km lang mod oprindeligt ca. 20 km.

Varde Ås forløb mellem Hessel og Nørholm før reguleringen i 1950erne, hvor man afsnørede 35 å-slyngninger (blå streg). Forløbet af den nuværende regulerede strækning er vist med rød streg. Det indskudte ortho-foto fra 2002 mellem Hessel og Hodde viser, at selv om åen i dag er udrettet, kan flere af de gamle slynger fortsat erkendes i landskabet.
Ved genopretningen under Snæbelprojektet vil der blive åbnet flest muligt af disse åslynger, så åen igen kan få det meste af sin oprindelige længde og variation tilbage.
Ved Nørholm gods anlægges to biløb. Tilløbskanalen til Nørholm Mølle samt en gammel voldgrav øst for Nørholms park oprenses og åbnes. Samtidig genoprettes kulturmiljøet omkring godset og den gamle vandmølle.
Ved Sig Fiskeri anlægges et langt stryg nedstrøms dambrugsstemmeværket. Se mere om denne del af projektet HER .
Tidsplan for projektet
Selve anlægsarbejdet begynder i august 2009 og afsluttes i slutningen af 2010.
2009:
- Strækningen nedstrøms Sig Fiskeri (3 km ) udvides i bredden
- Der anlægges et nyt stryg oven for Ansager Stemmeværk
- De 35 å-slynger mellem Hessel og Nørholm graves, men tilsluttes først åen i 2010
Igennem hele 2010 sker følgende:
- Å-strækningen fra Ansager Stemmeværk til Sig Fiskeri udvides i bredden
- De 35 slyngninger tilsluttes åen
- Vandet fra Ansager Kanal ledes til Varde Å
- Ansager Stemmeværk fjernes
- De ca. 350.000 m3 af de i alt 500.000 m3 jord, der bliver gravet op ved åens udvidelse og gensnoning, fyldes i Ansager Kanal
- Akvædukten over Holme Å-dalen fjernes
Når arbejdet er færdigt i december 2010, fremstår åen omtrent som før 1945, da Ansager Stemmeværk blev taget i brug, og åens vand dermed blev ledt gennem Ansager Kanal til Karlsgårde Sø.
Inden gravearbejdet bliver startet, har der været et stort forberedende arbejde, der har inddraget arbejdet i de rådgivende følgegrupper, besøgsrunde til samtlige lodsejere ved Varde Å m.m.