Ribe Å dannes ved sammenløbet af Gels Å og Fladså.
Ribe by deler åen i to afsnit, nemlig Ribe Østerå og Ribe Vesterå. Delingen skyldes at man i 1250 byggede en dæmning over åen, således at vandstanden i Østeråen blev hævet. I dæmningen anlagdes 3 møller, som udnyttede vandkraften i åen.
Opstemningen i Ribe omdannede åen til en langstrakt sø, som nåede helt til Skallebæk/Varming. Oprindeligt løb åen nord om Varming og mod vest til Tange før den drejede mod syd til udløb midt på den langstrakte sø.
I 1828 fik åen sit nuværende løb gennem indlandsklitområdet umiddelbart vest for Varming. Formålet var at styre åens vandmasser og de meget betydelige mængder sand, som den transporterer. Sandet blev aflejret i den langstrakte sø, som nu er helt forsvundet.
I dag har åen et kanalagtigt forløb omgivet af enge. Her fandt Ribestorkene et vigtigt spisekammer, som dog siden 1930'erne har mistet sin værdi på grund af tørlægning som følge af sænkning af vandstanden i sommerhalvåret. Siden 1960'erne har Ribe i bedste fald kun haft et enkelt storkepar.
Ribe Østerå
Lige øst for Ribe løber Ribe Å i en bred dal, der forgrener sig i et særpræget, delta-lignende landskab med udstrakte rørskove, småholme og lavtliggende fugtige engområder. Vandstanden reguleres af stemmeværkerne i Ribe by, og i vinterhalvåret er engene oversvømmede. Det rige fugleliv er afhængigt af oversvømmelserne for at kunne overleve.
Dyre- og plantelivet har gode betingelser, og området er livsvigtigt for Ribes få ynglende storke. Her yngler også andre sjældne fugle som hedehøg, rørdrum og rørhøg - og i træktiderne er der masser af ænder, gæs og svaner. Om foråret og efteråret flokkes tusindvis af stære over rørskovene.
I åen er der både laks og havørred. Derimod kan snæbelen - indtil videre - ikke komme længere op i Ribe Å end til spærringerne i Ribe by, når den trækker ind fra Vadehavet for at gyde.
Gels Å
På de sidste ca. 5 km slynger Gelså sig naturligt gennem enge, heder og plantager. Denne del af Gels å udmærker sig ved ikke at være reguleret som den øvrige del af åen længere mod øst.
Siden 1960’erne er der desuden ikke skåret grøde eller foretaget anden vedligeholdelse. Det giver åen en usædvanlig artsrig flora og fauna. I ådalen kan der ses tydelige spor efter åens skiftende løb gennem tiderne i form af skrænter og hesteskoformede søer eller lavninger.
Gelså løber sammen med Fladså og danner Ribe Å.
(Tekst fra Ribe Amts hjemmeside)