|
Elektrofiskeri viser at projekterne i Vidå-systemet er lykkedes
|
8. december 2009
|
Indtil sidste år har det været umuligt for snæbler at komme forbi Rens Dambrug og videre op i Sønderå. Men i september 2008 var snæbelprojektet ved dambruget færdigt, og det skulle således være muligt for snæbler og andre fisk at komme forbi dambruget.
Torsdag den 3/12 i år elektrofiskede Miljøcenter Ribe neden og oven for Rens Dambrug i Sønderå for første gang siden åbningen sidste år. Hvis der blev fanget snæbler oven for dambruget, ville det vise, at de nu kan passere, og at projektet dermed var lykkedes. Og der blev fanget snæbler – både neden og oven for dambruget – i alt ca. 30 stk.
Tirsdag den 8/12 elektrofiskede Miljøcentret så ved Bachmanns Mølle i Tønder for at se, om der også kan komme snæbler forbi møllesøen. Neden for møllen blev der ikke fanget fisk, men heldigvis blev der fanget tre snæbler oven for møllen ved Solvig. Så også dét projekt ser ud til at være lykkedes, så der nu kommer snæbler forbi Tønder og videre op til gydebankerne i Arnå og Hvirlå - for første gang i de mere end 400 år, der har været mølledrift.
Naturrigets Bo Skelmose filmede elektrofiskeriet ved Tønder. Se klippet HER.
|
Også laks har svært ved at passere den nuværende spærring ved Sig Fiskeri
|
25. November 2009
|
Naturrigets fotograf Bo Skelmose har været forbi Sig Fiskeri i Varde Å.
Her fik han virkeligt set hvorfor spærringer i vandløbene absolut ikke er godt for vandrefiskene. Laksene sprang igen og igen, og havde tydeligvis meget svært ved at passere spærringen. Og kan laksene ikke passere, så kan snæblerne heller ikke.
Heldigvis er det den sidste gydesæson, hvor fiskene har det problem. For til foråret vil spærringen blive fjernet, og dermed vil der være fri passage for såvel snæbler som laks.
Se Naturrigets flotte film med laks der springer (alt for ofte forgæves) ved Sig Fiskeri HER.
|
Sig Fiskeri stopper produktionen af fisk et år
|
November 2009
|
Ejeren af Sig Fiskeri har aftalt med Skov- og Naturstyrelsen, at han stopper for produktionen i 2010. Det sker fordi entreprenøren snart skal til at grave i selve Varde Å. Og det arbejde vil uvilkårligt rode så meget op i vandet, at der alligevel ikke kan produceres fisk på dambruget mens det står på.
Sig Fiskeri bruger så 2010 til at modernisere dambruget, før produktionen genoptages i 2011.
|
Middelalderbro dukker op ved Varde å
|
November 2009
|
Arkæologer fra Museet for Varde By og Omegn er netop nu i gang med at undersøge en bro, der i middelalderen har ført over Varde Å ved Hessel, nær landsbyen Hodde. Broen er dukket op i forbindelse med anlægsarbejdet for Skov- og Naturstyrelsens projekt Genopretning af Varde Å, hvor åen skal genslynges og føres tilbage til det forløb den havde før 1945.
Arbejdet med at grave det ny å-leje følges tæt af arkæologerne, og der er allerede dukket adskillige fine fund op nær det gamle åløb, men fremkomsten af en hidtil ukendt bro over åen, er det foreløbig mest spændende. Den fugtige jordbund giver gode bevaringsforhold, og stolperne fra broen er så velbevarede, at det har været muligt at foretage en årringsdatering på dem. Årringene viser, at stolperne er fældet i 1340, og broen er altså mere end 500 år gammel og med sikkerhed fra middelalderen. Kigger man nærmere på landskabet i ådalen omkring Hessel, kan man stadigvæk se hulvejene som har ført folk, kreaturer og vogne ned i ådalen og over broen.
Foruden de kraftige brostolper og mindre, skråtstillede støttepæle er der bl.a. fundet flere kobbermønter, læder og en meget fin nyredolk, med bevaret skæfte. Desuden er der fundet en del knogler fra okser. Det kunne tyde på at der også har været et vadested, hvor man har drevet sine dyr over åen. Det vil de arkæologiske udgravninger forhåbentlig give et nærmere svar på.
Det er Skov og Naturstyrelsen, som er bygherre på det store genopretningsprojekt, og derfor dem, der betaler for undersøgelsen af stedet. Den fugtige jordbund, der giver de fine bevaringsforhold, betyder naturligvis også, at udgravningen besværliggøres af indstrømmende vand. Men undersøgelsen forventes alligevel afsluttet i løbet af denne uge eller først i næste uge.
De mange fine fund fra å-projektet er et vigtigt supplement til vores viden om kulturmiljøet omkring Varde Å. Og Museet for Varde By og Omegn planlægger netop nu både et stort registreringsprojekt om ådalens kulturhistorie, en stor udstilling om åen og dens mennesker gennem tiden og endelig et undervisningsforløb til brug for kommunens skoler.
Læs mere om udgravningen på Varde Museums hjemmeside HER.
|
HKH Prins Joachim indvier naturgenopretninger i Vidåen
|
August 2009
|
Nu er snæbelprojekterne i Vidåen ved Tønder færdige – både det nye vådområde Nørresø og den nye fiskepassage i mølledammen.
Tirsdag den 22. september klokken 15 vil Snæbel-projektets protektor H.K.H. Prins Joachim derfor på en gåtur langs Nørresøs nye dige få forevist det nye vådområde. Den ca. 2,5 km gåtur ender ved mølledammen i Tønder, hvor Prinsen vil blive forevist den nye fiskepassage. I arrangementet deltager også miljøminister Troels Lund Poulsen og borgmester Laurids Rudebeck.
Alle er velkomne til at deltage i arrangementet, der starter klokken 15 ved sydenden af Hartmannsvej, og slutter ved mølledammen i Tønder.
Program:
15.00 H.K.H. Prins Joachim ankommer (sydenden
af Hartmannsvej
15,05 Velkomst
15.10 Gåturen på diget begynder - kortvarige
informationsstop på turen
16,00 Rundtur omkring mølledammen
16,15 Taler: H.K.H. Prins Joachim
Miljøminister Troels Lund Poulsen
Borgmester Laurids Rudebeck
16,30 Officielt program slutter
|
Genslyngningen af Varde Å i gang
|
20. august 2009
|

Med en gravko startede miljøminister Troels Lund Poulsen (V) tordsag den 20. august naturgenopretningen af Varde Å - endnu et projekt under Danmarks i øjeblikket største naturgenopretningsprojekt, Snæbelprojektet.
Jorden ministeren gravede op, var den første klump af de omkring ½ mio. m3 jord, der skal flyttes rundt på i løbet af det næste års tid. Når projektet til 60 mio. kroner er gennemført vil
20 kilometer af Varde Å være ført tilbage til åens oprindelige løb med sving og stryg.
Naturprojektet vil give langt bedre livsbetingelser for snæblen, der engang var vidt udbredt i hele Vadehavet - fra Holland i syd til Skallingen i nord. I dag findes fisken kun i den danske del af Vadehavet.
Et særligt ansvar for snæblen
"
Danmark arbejder for at bremse antallet af arter, der forsvinder fra naturen. For en række arter gælder specielt strenge beskyttelsesordninger, som forpligtiger os til, at sikre deres overlevelse. En af de arter er netop snæblen. Derfor har vi et særligt ansvar. Både i forhold til at redde snæblen - men også i forhold til vores efterkommere, der gerne skal have en bedre natur, end den vi har i dag", sagde miljøminister Troels Lund Poulsen (V), der forventer, at Varde Å bliver et naturparadis.

Snæbelprojektet, der udføres i fire sydvestjyske åer, koster i alt ca. 100 mio. kroner. De 60 mio. kr. kommer fra EUs LIFE-fond, fordi fisken er på EU's liste over særligt truede og beskyttelseskrævende arter. Skov- og Naturstyrelsen er bygherre på projektet, der ud over støtten fra EU-LIFE også modtager økonomisk støtte fra Syd Energi og Varde Sportsfiskerforening.
Snæbelprojektet vil også komme en lang række andre arter til gavn. Det gælder f.eks. odderen og fisk som ål, laks og lampretter. Også padder, krybdyr og fugle vil få det bedre.
Ambitiøs plan for genopretning af Varde Å:
Naturgenopretningen af Varde Å følger en ambitiøs plan, der strækker sig langt ind i 2010.
Gennem resten af 2009 sker følgende:
- Strækningen nedstrøms Sig Fiskeri (3 km ) udvides i bredden
- Der anlægges et nyt stryg oven for Ansager Stemmeværk
- De 35 å-slynger mellem Hessel og Nørholm graves, men tilsluttes først åen i 2010
Igennem hele 2010 sker følgende:
- Å-strækningen fra Ansager Stemmeværk til Sig Fiskeri udvides i bredden
- De 35 slyngninger tilsluttes åen
- Vandet fra Ansager Kanal ledes til Varde Å
- Ansager Stemmeværk fjernes
- De ca. 350.000 m3 af de i alt 500.000 m3 jord, der bliver gravet op ved åens udvidelse og gensnoning, fyldes i Ansager Kanal
- Akvædukten over Holme Å-dalen fjernes
Når arbejdet er færdigt i december 2010, fremstår åen omtrent som før 1945, da Ansager Stemmeværk blev taget i brug, og åens vand dermed blev ledt gennem Ansager Kanal til Karlsgårde Sø.
Se mere om projektet HER .
|
1. spadestik ved Varde Å
|
5. august 2009
|
Torsdag den 20. august 2009 tager miljøminister Troels Lund Poulsen det første spadestik i forbindelse med genopretningen af Varde Å.
Med spadestikket starter ministeren den største del af Snæbel-projektet.
Når projektet er færdigt i slutningen af 2010, vil alt åens vand atter løbe gennem Varde Å – i stedet for, som nu, hvor ca. 90 % af vandet bliver ledt igennem Ansager Kanal for at blive brugt i el-produktionen ved Karlsgårdeværket.
Med lukningen af Karlsgårdeværket bliver der ikke brug for Ansager Stemmeværk og Ansager Kanal. Derfor fjernes stemmeværket, og kanalen fyldes op.
For at der igen bliver plads til at alt vandet kan løbe i Varde Å, er det nødvendigt at udvide åen. Samtidigt bliver 35 gamle å-slynger åbnet igen.
Desuden bliver Sig Fiskeri moderniseret, så dambrugets stemmeværk også bliver overflødigt og kan fjernes. Dermed bliver der helt fri passage for snæblen og andre fisk.
1. spadestik
Alle er velkomne til at deltage i 1. spadestik arrangementet
torsdag den 20. august klokken 14.
Arrangementet foregår ved Sig Fiskeri, Vesterbækvej 41 i Sig og ser således ud:
-
14,00 Velkomst ved skovrider Ulrik Lorenzen
-
14,05 Tale ved miljøminister Troels Lund Poulsen
-
14,10 Tale ved formand for udvalget for Plan og Miljø Preben Friis-Hauge
-
14,15 Tale tidligere amtsrådsmedlem Thyge Nielsen
-
14,20 Tale ved formanden for Syd Energi Kresten Philipsen
-
14,30 1. spadestik ved ministeren
-
14,40 Let forfriskning
Plan for genopretning af Varde Å:
Gennem resten af 2009 sker følgende:
- Strækningen nedstrøms Sig Fiskeri (3 km ) udvides i bredden
- Der anlægges et nyt stryg oven for Ansager Stemmeværk
- De 35 å-slynger mellem Hessel og Nørholm graves, men tilsluttes først åen i 2010
Igennem hele 2010 sker følgende:
- Å-strækningen fra Ansager Stemmeværk til Sig Fiskeri udvides i bredden
- De 35 slyngninger tilsluttes åen
- Vandet fra Ansager Kanal ledes til Varde Å
- Ansager Stemmeværk fjernes
- De ca. 350.000 m3 af de i alt 500.000 m3 jord, der bliver gravet op ved åens udvidelse og gensnoning, fyldes i Ansager Kanal
- Akvædukten over Holme Å-dalen fjernes
Når arbejdet er færdigt i december 2010, fremstår åen omtrent som før 1945, da Ansager Stemmeværk blev taget i brug, og åens vand dermed blev ledt gennem Ansager Kanal til Karlsgårde Sø.
Se mere om projektet HER .
|
Projektering af Ribe Å-projekter
|
18. maj 2009
|
Projekteringen af to del-projekter i Ribe Å - Stampemøllen og Ribe Østerå - er efter afholdt licitation torsdag den 7. maj 2009 givet til ingeniørfirmaet NIRAS.
NIRAS skal nu udarbejde detailprojektet og stå for den praktiske gennemførsel af projekterne, der skal være afsluttet i løbet af 2010.
Se licitationsvurderingen HER. (pdf).
|
Nu er stålspunsen på plads i Mølledammen i Tønder
|
7. maj 2009
|
Efter lidt over en måneds arbejde er stålspunsen, der skal dele Mølledammen i et vandløb og en sø på plads.
Spunsen består af 300 stykker stål, der hver især er hæftet sammen til en 180 meter lang væg. I den kommende tid skal der støbes en betonkant oven på spunsen, så den fremtræder med et pænere udseende.
Samtidigt bliver den side der skal ende som vandløb lagt tørt, så entreprenøren kan opbygge stenstryget. Det vil foregå indtil sommerferien.
|
Det sidste arbejde i Nørresø syd for Tønder
|
4. maj 2009
|
Arbejdet i det store vådområde Nørresø syd for Tønder blev midlertidigt stoppet på grund af det våde efterår i 2008. På det tidspunkt var hele det nye forløb af åen gravet, og ca. 90% af det nye norddige etableret.
Nu genoptager entreprenøren arbejdet med at få den sidste del af diget bygget. Når det er sket i løbet af maj måned, vil der blive sået græs på det nye dige. Græsset vil så kunne nå at etablere sig til entreprenøren kommer tilbage i august for at nedbryde det gamle norddige og opfylde den nuværende å vest for jernbanen.
Hele projektet vil blive åbnet af H.K.H. Prins Joachim den 22. september.
|
Varde Å projektet kan omsider starte
|
30. april 2009
|

Skov- og Naturstyrelsen har indgået en aftale med Sig Fiskeri, hvor dambruget erstattes for et års mistet produktion.
I forbindelse med den kommende naturgenopretning af Varde Å, vil åens vand under gravningen nemlig blive så fyldt med sand, jord og mudder, at dambruget ikke kan producere fisk på normal vis i 2010.
Alle aftaler med de 60 berørte lodsejere er dermed i hus, og projektet i Varde Å kan derfor omsider gå i gang.
Inden for den næste måned vil anlægsarbejdet blive udbudt blandt entreprenørerne. Selve arbejdet vil så gå i gang til august, og hele projektet i Varde Å forventes færdigt i slutningen af 2010. Derefter skal Ansager Kanal fyldes op i begyndelsen af 2011.
|
Projekteringsudbud - Stampemøllen i Ribe Å
|
7. april 2009
|
Skov- og Naturstyrelsen har den 7. april 2009 fremsendt udbudsbekendtgørelse til EU vedrørende anlægsarbejdet i forbindelse med naturgenopretning i Ribe Å ved Stampemøllen i Ribe.
Se udbuddet HER.
|
Projektet ved Bachmanns Mølle er i gang
|
27. marts 2009
|
Den 27. marts blev projektet ved Bachmanns Mølle igangsat.
Det skete da elletræerne langs mølledammens sydside blev fældet. Mange af træerne viste sig at være både hule og rådne.
Træerne blev fældet om formiddagen, og straks derefter omdannet til flis.
Se mere om projektet ved Bachmanns Mølle HER.
Se et detailkort over projektet HER.
|
Informationsmøde om projektet ved Bachmanns Mølle
|
25. februar 2009
|
Den 25. februar inviterede Skov- og Naturstyrelsen til informationsmøde om Snæbel-projektet ved Bachmanns Mølle i Tønder.
I dag spærrer opstemningen ved møllen helt for snæblens videre vandring op i Vidå/Arnå-systemet. Med projektet skabes der fri passage ved at konstruere et nyt vandløb ved siden af møllesøen.
Omkring 30 deltagere mødte op til mødet, hvor der blev fortalt om projektet, der begyndes midt i marts.
Noget af det første der vil ske er, at de fleste træer langs Kongevej må lade livet.
Omkring 1. april begynder isætningen af stålspunsen. For at undgå vibrationer bliver spunsen trykket i.
Arbejdet med at isætte spunsen forventes at tage 4-5 uger. Derefter skal der støbes en betonkant på dens øvre kant.
Samtidigt vil entreprenøren begynde at udforme stryget neden for Kongevej ned mod roklubben.
Det forventes, at det meste arbejde vil være færdigt engang før sommerferien. Efter ferien skal der dog ske nogle finjusteringer og lidt lettere arbejder. Hele projektet vil være færdigt for Tønderfestivalen sidst i august.
Under anlægsarbejdet vil halvdelen af Kongevej være spærret, og trafikken vil blive reguleret med lyskurv.
Se mere om projektet ved Bachmanns Mølle HER.
Se et detailkort over projektet HER.
|
Gørding Mølle Dambrug i Holsted Å, ikke VVM-pligtig
|
18. februar 2009
|
Miljøcenter Odense har på baggrund af en VVM screening vurderet, at naturgenopretningen ved Gørding Mølle Dambrug i Holsted Å ikke vil påvirke miljøet væsentligt, og derfor ikke er VVM-pligtig.
Se beslutningen
HER.
|
Informationsmøde om projektet ved Bachmanns Mølle
|
16. februar 2009
|
Midt i marts starter endnu en del af Snæbel-projektet – denne gang ved Bachmanns Mølle i Tønder.
I den forbindelse inviterer Skov- og Naturstyrelsen alle interesserede til orienteringsmøde om projektet på Hotel Tønderhus onsdag den 25. februar klokken 19.
Opstemningen ved Bachmanns Mølle spærrer i dag totalt for snæblens muligheder for at komme videre op i Vidå – og også mange andre fisk har problemer med at komme forbi møllen.
Det bliver der rådet bod på med projektet, hvor der blandt andet skal konstrueres et nyt vandløb ved siden af møllesøen. Det er en løsning, der efterhånden er kendt fra en del steder i landet - blandt andet fra Haderslev Dam.
Når projektet er færdigt til efteråret, vil der være helt fri passage for alle fisk og smådyr i Vidå.
På informationsmødet vil der blive informeret om projektet, tidsplanen, beredskab og ansvar.
Desuden vil der være information om de trafikale ændringer, der vil være langs Kongevejen under anlægsperioden, hvor den ene kørebane vil blive afspærret i en periode.
Se mere om projektet HER.
|
Gydegrus i Hjortvad Å
|
Januar 2009
|

Hjortvad Å er en af de tre hovedgrene i Ribe Å. I forbindelse med Snæbel-projektet udlagde Skov- og Naturstyrelsen sidste efterår gydegrus på 2 lokaliteter. Derudover blev der yderligere udlagt gydegrus på 3 andre lokaliteter for at forbedre laksens gydemuligheder i åen. I alt er udlagt ca. 5.000 tons grus og sten.
Netop nu gyder laksen, og alle stryg er blevet taget i brug med stor iver fra laksenes side.
DRs Natursyn portrætterede Ribe Å laksen - specielt fra Hjortvad Å - i programmet sendt 10. januar 2009. Hør programmet HER.
Læs mere om laksens gydningi Hjortvad Å HER.
NYHEDER fra 2008 - KLIK HER
NYHEDER fra 2007 - KLIK HER
NYHEDER fra 2006 - KLIK HER
NYHEDER fra 2005 - KLIK HER